Hvem vi er

Signal Digital er i dag et ungt firma bestående af en lang række af både erfarne og friske kræfter.  Vi spænder vidt, men betragter i høj grad os selv som værende kreative mennesker, dog med en stærk teknisk forankring, således vi både kan tænke de store tanker, men også selv føre dem ud i livet.
Vi er i høj grad ”web-mennesker” og brænder virkeligt for den rivende udvikling der sker i dette medie hver dag.

Vores historie

Historien bag Signal Digital er dog lidt længere. Signal Digital blev oprindeligt grundlagt i 1995 og var et af de første web bureauer i Norden med målrettet fokus på digital kommunikation. De første kunder var danske virksomheder som Ekstra Bladet og Tuborgs Bryggerier. Fra 2000 til 2005 var Signal Digital en del af Grey Global Group. Kunderne her var bl.a. Carlsberg International, Mars Inc. og Toyota. I perioden 2006 til 2008 fungerede bureauet som konsulentvirksomhed og udviklede og leverede bl.a. projektet kbh.dk til Københavns Kommune. For perioden 2008 til 2012 er der udarbejdet en femårsplan med fokus på “Web 2.0″ og “Social Media” og med ny ledelse, ny ejerkreds, nye medarbejdere og en ny markedsposition.

Den åbne tilgang

Ligesom sociale netværk kan fungere utroligt godt på nettet, så betragter vi også os selv som en netværksorganisation. I vores lokaler på Amaliegade har vi åbnet dørene op for en række kreative freelancere som vi sidder sammen med i vores sociale kontor. På den måde får vi hele tiden friske indspark fra andre og det er hele tiden med til at udfordre vores opfattelser af den webverden vi arbejder i.

På samme måde er ”open source” software et hit hos os. Vi bygger stort set alt på open source systemer, og kontribuerer også rettelser og forbedringer tilbage til de respektive udviklermiljøer. Det er igen en meget social tilgang til udvikling af software, og det er rigtig stærkt når det fungerer.

Vi har i dag en kreativ afdeling bestående af en håndfuld koncept folk, grafiske designere, en industriel designer samt et par fotografer.
Desuden har vi også nogle usædvanligt dygtige og erfarne udviklere i vores tekniske afdeling, samt tilknyttet nogle virkelig dygtige konsulenter, som både har teknisk og forretningsmæssig forståelse.

Vores værdier

Vi tror på åbne tilgange til projekter. Det handler både om stærkt kollaborative arbejdsprocesser mellem os og kunden, men også om teknologi. Vi er stærke fortalere for standardiseret open source software, idet det også giver kunden sikkerhed for at andre leverandører kan overtage projektet hvis nødvendigt.
Vores erfaring fortæller os, at små agile teams sikrer det bedste resultat. Vi sammensætter det optimale team til projektet og henter gerne eksterne kompetencer ind fra vores netværk hvis vi selv mangler kompetencerne.
Vi bruger meget energi på at involvere vores kunder, og ofte placerer vi teamet ude hos kunden, således denne har bedre føling med hvordan projektet skrider frem. På den måde fanges også mange misforståelser i opløbet.

Brugervenlighed er forretningskritisk for ethvert website. Hvis brugeren ikke kan finde ud af at bruge dit website, så er det intet værd! Derfor sætter vi brugervenlighed i høj kurs, og opfordrer altid til at få sitet testet professionelt. I yderste konsekvens er webdesign et spørgsmål om liv eller død!

Vi tror på at internettet er dialog-baseret. Nettet er to-vejs kommunikation – og dette er netop essensen i hele Web 2.0 bølgen som har raset de seneste år på nettet. Derfor bruger vi også meget tid på at forklare vores kunder hvordan nettet fungerer og hvordan man skal gebærde sig i dag.
I sidste ende er alle virksomheder medievirksomheder – for websites er medier – og det skal alle forholde sig til i dag.

De drivende kræfter

Jens-Otto Paludan  er administrerende direktør med årelang baggrund som direktør for Universal Music Danmark, og har dermed stor indblik musikkens, kunstens og mediernes verden. Desuden er han bestyrelsesmedlem i det Kgl. Teater.

Ronnie Rocket  har arbejdet kreativt med internettet før det hed www, og er i dag kreativ chef i Signal Digital. Han har beskæftiget sig med kommunikation, markedsføring og medier de sidste 20 år.

Rasmus Luckow-Nielsen  er udviklingschef og har baggrund som udvikler og projektleder på mange webprojekter.  Han er en problemknuser og elsker at arbejde med innovative projekter på ukendt territorium.