28. oktober, 2009 21:26
Af Ronnie Rocket, grundlægger, kreativ direktør, Signal Digital A/S
Blogosfæren og tech medierne buzzer om Drupal efter at det blev offentliggjort at den amerikanske regering har valgt at skifte til open source platformen Drupal. Det vækker opsigt, når både Det Hvide Hus og finanstilsynet vælger open source systemer, der er gratis og hvor kildekoden er frit tilgængelig. Men det gør man bl.a. af sikkerhedshensyn!
Det er ikke kun Obama, der er glad for Drupal. Også Robbie Williams, Bob Dylan (sic!), Pink og mange andre har valgt at gå open source. Se et Flickr galleri med screenshots af udvalgte Drupal sites her.
Det har været ekstra spændende at følge hos Signal Digital, hvor vi har i gang i flere store Drupal projekter, herunder ‘Det Digitale Bibliotek’, et Intranet projekt på det Drupal-baserede Open Atrium system og en række andre innovative produktioner, som vi vil fortælle meget mere om på denne blog i den kommende tid.
Men ikke nok med det. Drupal er kodet af et stort community af programmører, hvor nogle har tilført projektet mere end andre. En af dem, der har været allermest involveret og faktisk er anerkendt som ‘top ten contributor’ – nummer 8 for at være helt præcis – er danskeren Christian Schmidt (kendt som c960657 i Drupal kredse).
Christian er chefudvikler på Signal Digital. Jeg fik en snak med ham tidligere på dagen og stillede 5 hurtige spørgsmål.
RR: Hvad er baggrunden for at du har været med til at kode Drupal 7?
CS: Det er et hobby-projekt. Når man arbejder med noget til hverdag og bliver irriteret over nogle ting, så er det rart selv at kunne gøre noget ved det. Det er ikke en økonomisk motivation. Det er ikke nogen, der betaler mig for det. Det er noget jeg gør i aftentimerne.
RR: Hvad er belønningen for denne store, ulønnede indsats?
CS: Der er rigtig mange mennesker, der anvender systemet, der kører på hundredevis af web servere over hele verden. Det er meget tilfredstillende.
RR: Har du kontakt med andre fra det verdensomspændende Drupal community? Taler I om andet end Drupal?
CS: Online handler det mest om Drupal. IRL snakker jeg med andre danske Drupal-folk om Drupal og alt muligt andet. Flere af dem kender jeg i forvejen fra andre sammenhænge.
RR: Hvorfor skal organisationer og virksomheder vælge Drupal frem for de kommercielle systemer, der er på markedet?
CS: Det er et godt og solidt produkt med masser af momentum. Det har en meget dedikeret udviklerskare og et miljø bag. Open source gør det mere produktivt at arbejde med fordi systemet er gennemsigtigt. Jeg kan se hvad der foregår. Der er ikke noget skjult kode. Jeg er ikke sikker på at man kan få kildeteksten til Sitecore [dansk, Microsoft-baseret CMS, red.]!
RR: Hvad er dit Drupal drømme projekt?
CS: Et projekt, der er anvendt af mange mennesker. Et site, som jeg selv vil bruge og så skal det have teknisk udfordrende problemstillinger. Hvorfor bliver den næste Facebook eller den næste Twitter ikke lavet i Danmark*?
Bonus-spørgsmål: hvor var du da du fandt ud af at Det Hvide Hus (www.whitehouse.gov) var gået over til Drupal, som du har været med til at virkeliggøre?
CS: Øh, vist lige derhenne [peger på sit skrivebord, red.]
###
*Attention investorer: Hvis du gerne vil være med til at investere i udviklingen af nye, digitale applikationer og services, der kan gøre en forskel, så kontakt os!


Hundredevis af webservere? Det må da være tusindvis af webservere der kører Drupal!